Nissehistorier.dk

Kort Fortalt om historien bag Nisse-Taars

Nisse-Taars blev skabt en varm sommerdag tilbage i 2017 – bl.a. efter en række inspirerende samtalet med tegnefilmkunstneren Harry Rasmussen, som i år er fyldt 94 år: Han har lavet tegnefilm, siden han var 14-15 år. Han er et menneske med en utrolig visdom og viden – og en fortællelyst, som er second to none.

Det var Harry, som satte ord på, hvad nissen skulle hedde, og han bidrog i øvrigt også med fine indspark til nogle af fortællingerne i 2017.

De 24 første historier blev trykt og udgivet samme år i et stort oplag, som gjorde det muligt, at der kunne omdeles et gratis eksemplar af den lille nisse-bog til samtlige skoleelever og børnehaver i Høje-Taastrup Kommune samt dele af Albertslund.

Da Corona-smitten lukkede Danmark ned i flere måneder, opstod ideen om at om at forvandle historierne til lydhistorier.

Bestyrelserne i filmklubberne BUF i Lyngby/Gentofte og Filmklubben Hanen & Hønen i Taastrup bakkede op om ideen – om end enkelte bestyrelsesmedlemmer mente, at ideen lå på kanten af, hvad en traditionel børnefilmklub skulle/kunne beskæftige sig med.

Resultatet blev dog, at den første låge på nettet kunne åbnes den 1. december 2021.

Tusindvis af familier lyttede med, og det væltede ind med ros og komplimenter fra glade forældre: ”Aldrig har det været lettere at få de små i seng til tiden, så de kunne høre historierne om Nisse-Taars og hans to musevenner Vilfred og Valde. ”Børnene elsker de historier” skrev andre forældre.

Det var endnu mere interessant, at selv om det kun var medlemmerne i de to filmklubber i Taastrup og Gentofte/Lyngby, som havde fået tilsendt linket til historierne, så kunne vi efterfølgende registrere, at historierne var blevet lyttet til i ikke færre end 15 forskellige kommuner.

I foråret 2022 opstod ideen om at lave en ny julekalender i år. Nisse-Taars kunne godt finde på nye drillerier og tossestreger, men han var nødt til at få en medspiller udover musene Valde og Vilfred. Og her kom hans veninde Nisse-Line ind i billedet – og vores illustrator Katie Green i Canada var hurtig til at få hende skabt.

Så nu består gruppen af Nisse-Taars, Nisse-Line, Valde og Vilfred samt den onde kat Utin, som konstant kommer galt af sted, når han forsøger at fange nisser og mus.

En kartonkalender blev skabt – dog uden låger, da julekalenderen jo åbnes her på siden, når man skal ind for at høre dagens historie. Det var enkel løsning, som sparede os for rigtig mange penge.

Godt 3.500 kalendere er delt ud til de fire filmklubbers medlemmer, en lokal skole og børnehave, Pandahjælpen m.fl. restoplaget blev delt ud til Kvickly’s børnefamilier og bedsteforældre i Taastrup, så alle 5.000 kalendere er i brug.

MEN – børnene skulle også have et nisse-badge, så de kan se, hvordan nisserne ser ud. Det er vigtigt, da nisserne er usynlige for mennesker, når de har deres nissehue og nissetøj på.

I hver badge er indbygget en lille usynlig sensor (nanoteknologi) som kan måle om børnene har børstet deres tænder godt nok med alle de søde sager, som børn oftest får i julemåneden. Og hvis tænderne ikke er helt rene, så risikerer børnene at nissen kommer i løbet af natten og farver deres næser røde – ikke med en spritpen, men med en rød farve, som kan vaskes af igen – f.eks. læbestift eller ansigtsmaling.

I år lykkedes det at udvide antallet af filmklubber, der står bag årets julekalender og -historier, idet Filmklubben Helsingør og filmklubben Hønseringen i Køge også er med. 

Nisse-Taars kan vise sig at blive en tradition i årene fremover. Vi har en gruppe børn, som bidrager med ideer til, hvad nisserne laver – og derfra er det jo blot at omsætte børnenes input til nye historier.

I december vil tusindvis af børn lytte med, når NISSERNES JUL starter den 1. december og kører til og med juleaften – selv om de fleste børn nok er mest optaget af familiefesten selve juleaften med julemad, mandelgaven, juletræsdansen og gaverne.

Det er vores håb, at de mange forskellige nissehistorier kan bringe smilet frem hos rigtig mange børn, så de sover godt og trygt – og vågner glade og nysgerrige næste morgen – klar til at høre dagens nisse-historie.

Tak til de forskellige bidragsydere, Nordea Fonden samt Dansk Ungdoms Fællesråd, skuespillere, teknikere og børnegruppen, som har inspireret til de forskellige historier.

God fornøjelse.

Nisse-Taars anno 2024

For fjerde år i træk inviterer vi børn og nisseglade sjæle til at lytte med, når Nisse-Taars, Nisse-Line samt musene Vilfred og Valde boltrer sig inde i ejendommen på Skt. Knuds Vej i hjertet af København.

Det er en gammel etageejendom, som huser mange forskellige mennesker og typer. Her bor Professor Fidikus, drengen Olfert, familien Olsen og mange flere.

Nisserne er flyttet dertil i år, da det var for koldt på Kronborg Slot sidste år.

Der skal lyde en tak til de mange, som står bag historierne: Journalisten Janie Strüwing for en særdeles grundig korrektur og gode råd, skuespillerne Birgitte Raaberg og Michal Hasselflug for endnu en gang at lægge stemmer til samt de mange andre, som har bidraget på den ene eller anden led.

Næste år er det planen at lave den sidste omgang Nisse-Taars, og samtidig få alle fem år samlet i bogform, så nisse-historierne er der til de næste årgange, som vokser op og skal høre gode godnathistorier fra nissernes univers. Det vil vise sig, om nissen vil fortælle om sine nye drillerier og oplevelser. Lykkes det, er der tale om ny Danmarksrekord, nemlig 120 nissehistorier.

Bemærk: I år kan man lytte til de enkelte historier via internettet, printe dem ud med farvetegning, hvis man selv vil læse op samt printe tegningerne ud enkeltvis i sort/hvid A4 størrelse, så børnene selv kan sidde og farvelægge…

Husk at der trækkes lod om fine præmier de fire adventssøndage i december.

1. præmien er en guidet rundtur i Hollywood med en smut på den lokale burgerbar og møde Indiana Jones og andre kendisser for hele familien. (Vi giver busturen – mens vinderen selv bekoster flybilletter og hotel og burgerbar)

2. præmien består af retten til at rense toiletter i tre dage i den lokale biograf.

3. præmien består af merchandise og biografbilletter med popcorn osv. i de enkelte biografer.

Der trækkes lod på de blå/grønne julekalendere, der blev delt ud til november-forstilingerne og vindernumrene offentliggøres her på datoerne: Søndag den 1. december, søndag den 8. december, søndag den 15. december og søndag den 22. december,

God fornøjelse!

Nissejul på slottet – 2023

Nisserne har måttet flytte fra deres hyggelige kirketårn, da kirken skulle renoveres. Og i år er de flyttet til Kronborg Slot, hvor de udfolder alle deres nisse-drillerier, møder spøgelset på slottet, driller kommandanten og soldaterne og meget andet.

Det er tredje år i træk, at vi udgiver historierne om Nisse-Taars, veninden Nisse-Line og musene Valde & Vilfred. Igen i år er der udgivet en julekalender med tegninger af de enkelte historier, som kan ses, når man dag for dag åbner en kalenderlåge. Og som en ekstra lille ting i år er det lykkedes at få biograferne til at sponsere små julegaver, som der trækkes lod om hver dag måneden igennem.

Og naturligvis har alle børnene også fået en særlig julebadge, så de kan se, hvordan Nisse-Taars ser ud, da han jo til daglig er usynlig for mennesker.

I år har i alt 4.087 børn fået julekalenderen uddelt – det vil sige, medlemmerne i BUF(Lyngby/Gentofte) Hanen og Hønen i Taastrup, Hønseringen i Køge og Filmklubben Helsingør.

Tegneren Katie Green i Canada har skabt alle tegningerne til årets julehistorier, Grafikeren i Holbæk har sat det hele op, fået det trykt osv. og skuespillerne har indtalt alle historier, lydteknikeren har redigeret og lagt lydeffekter ind visse steder i historierne og It-folkene knoklet på at få alt lagt op på nettet, så det hele kan køre fra og med 1. december.

Igen i år skal der lyde en varm tak til bestyrelserne i filmklubberne, skuespillere, og teknikere samt ikke mindst de børn, som med deres fantasi, har sat mig i gang med skriveriet.

Også en stor tak til de mange forældre, som har ydet økonomisk støtte. Uden den – ingen julehistorier/kalender.

God fornøjelse

Flemming Riedel

Holdet bag Nissernes Jul 2024

Birgitte-01
Birgitte Raaberg
Skuespiller
Billeder-01
Michael Hasselflug
Skuespiller
Michael-01 (1)
Kristian Dalsgaard
Lydteknik
grafic_designer_2-01
Jan Mogensen
Grafiker
cartoon_katie_2022
Katie Green, Canada
Illustrator
Bjorn-01
Bjørn Lindholm
Korrektur
caricature_flemming-01
Flemming Riedel
Forfatter
Frederik
Frederik Aiebuedefe
Formand for børne-inspirations-gruppen
mikkel
Mikkel, HJ Kontorcenter
Hjemmeside